Dag 2 – Bedste venner

Karina og Isak går i børnehave sammen og er bedste venner. Men i dag går det ikke så godt.

Det er 8. april og dermed dag 2 af mit 100-dages projekt, hvor jeg hver dag skriver en lille historie for børn og tegner en tegning dertil. Dagens historie hedder Bedste Venner og handler om en (for os) genkendelig situation fra hverdagen.

Dagens historie – Bedste venner

Karina glædede sig sådan til at komme ned i børnehaven. Men allermest glædede hun sig til at lege med sin bedste ven: Isak.
Men da de kom ned i børnehaven var der noget galt. Isak var sur. Og han ville slet ikke spille bold med Karina. Han ville bare sidde og læse bog!
Så blev Karina også sur. Hun tog Isaks bog og smed den væk. Isak begyndte at græde. Den hyle-unge. Hvorfor kunne han ikke bare spille bold? Nu begyndte Karina også at græde.
Så kom en af de voksne, Helena med det røde hår, og trøstede dem. Hun spurgte, hvad der var galt og Isak sagde at han var sulten. Nu kunne Karina mærke at hun også var sulten.
Helena fandt en banan til dem, som de delte. Bagefter fandt de ud af at de begge gerne ville lege med klodser. Så var de bedste venner igen.

Bag historien

Min 3-årige datter har været med til at skrive historien i dag. Hun er blandt andet kommet op med navnene på personerne. En del af dem er hentet fra hendes egen hverdag i en integreret institution. Men Karina er helt konkret løftet fra en børnebog der hedder “Historien om den lille pige” af Bengt Anderberg og Jan Mogensen, som vi har læst ganske mange gange. Når jeg spørger hende om et navn på en pige-figur, så er det ret ofte “Karina Velbekomme Værsgo”, som er det første forslag 🙂

Jeg er mere tilfreds med illustrationen i dag. Jeg købte nogle nye kalligrafi-penne og det er en af dem, som jeg har brugt til rammen her. Det fungerer bedre. Men det er svært at tegne børn. Isak og Karina skal jo være nogenlunde jævnaldrende, men det er jeg ikke helt sikker på at jeg formår at vise her. Og så mangler der noget kontrast.

Det er de her terninger der ligger til grund for dagens historie:

Det var vigtigt for mig at rollerne i historien ikke faldt i stereotype huller. Så derfor er det Isak der læser bog og græder og Karina der er den aktive og aggressive i historien.
Drenge har brug for at vide at det er okay at dyrke boglige og bløde kvaliteter, ligesom piger har brug for at se at de også kan være handlende og uartige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *